1 - Betræffende det, som I skreve mig til om, da er det et Menneske godt, at han ikke rører en Kvinde;
2 - men for Skjørlevnets Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand.
3 - Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden.
4 - Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen.
5 - Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid, at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsammen, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed.
6 - Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.
7 - Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver haver sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa.
8 - Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive, som jeg er.
9 - Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde.
10 - Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden;
11 - (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden); og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
12 - Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder haver en vantro Hustru, og det behager hende, at boe hos ham, han forlade hende ikke.
13 - Og dersom en Kvinde haver en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke.
14 - Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige.
15 - Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting; men Gud haver kaldet os til Fred.
16 - Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen?
17 - Som Gud haver tildeelt enhver, som Herren haver kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder.
18 - Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskære.
19 - Omskærelsen er Intet, og Forhuden er Intet, men at bevare Guds Bud.
20 - Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi.
21 - Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette.
22 - Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl.
23 - I ere dyrekjøbte, vorder ikke Menneskers Trælle!
24 - Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud.
25 - Om Jomfruer haver jeg ikke Herrens Befaling, men giver min Mening tilkjende, som den, hvem Herren barmhjertig har forundt at være tro.
26 - Jeg mener altsaa, at dette er godt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes.
27 - Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst; er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru.
28 - Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder.
29 - Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have,
30 - og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde,
31 - og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer.
32 - Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren;
33 - men den Gifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen.
34 - Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte haver Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at hun kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte haver Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden.
35 - Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren.
36 - Men dersom Nogen mener, at det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Saadanne gifte sig.
37 - Men den, som haver sat sig stadig for i Hjertet, som er ikke tvungen, men haver Magt over sin egen Villie, og haver besluttet det i sit Hjerte, at bevare sin Jomfru, han gjør vel.
38 - Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre.
39 - En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri, at giftes med hvem hun vil, alene at det skeer i Herren.
40 - Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.
